graffitigalleriet.dk v/ Jeppe
WestrupVesterbrogade 171, 1800 Frederiksberg C
Tlf. (+45) 2618 1227 info@graffitigalleriet.dk
| Arbejderen - den 18.
februar 2004 Med graffiti på galleri Vi kender graffiti fra plankeværker, opgange, ja, alle andre steder end på gallerier, men nu har den udskældte kunstart måske fundet sin plads Det måtte komme. Det ville være uundgåeligt, om ikke nogle af de graffitimalere, der udsmykker byen i nattens mulm og mørke, blev opdaget og anerkendt. Inden for sub-kulturens egne kredse har der i en årrække været kåringer af bedste udtryk eller udsmykninger. Og nogle butikker har da også ladet graffitimalere udsmykke deres facader, mere eller mindre heldigt, men trods alt mod kontant betaling. Nu har den udskældte "kunstart" fået nye og større lokaler. Med Danmarks første graffiti-galleri, er den hidtil ulovlige udtryksform på vej til at blive accepteret i den etablerede kunstverden. Med sin beliggenhed midt i storbyens puls har Graffitigalleriet.dk valgt at arbejde på at udbrede kendskabet til graffiti som kunstart. Derigennem håber Galleriet, udover at sælge værkerne, også at nuancere og give et modspil til den ofte negative vinkel visse medier og visse politikere anlægger til graffiti. New York Det hele startede i 1969 med en fyr ved navn Taki, der boede på 183rd Street på Manhattan i New York. Han arbejdede som sendebud, der rejste med subway"en rundt i alle N.Y.'s fem bydele. På disse ture skrev han sit navn, "Taki 183" alle vegne: indeni og udenpå togene, og på alle stationerne. Det imponerede ungdommen meget, at se det samme navn overalt i byen, og snart var striden om berømmelse i fuld gang, eftersom mange unge søgte at overgå Taki 183, med deres egne navne, såsom: Shy 147 eller Mitch 77, hvor tallet står for den gade, skriveren bor på. I 1985 tog denne New York graffiti en tur rundt om kloden, med udstillinger i alle de større gallerier og museer i både Amerika, Europa og Asien. I 1984 var der blandt andet en udstilling på Louisiana, der for alvor satte gang i den danske graffiti. Harmoni Sammen med denne "trend" og den gode verdens-omspændende PR opstod graffiti for alvor i form af en "grundsten", der sammen med andre "grundsten", så som breakdancing, skating og rapmusik, udgjorde fundamentet til hiphop subkulturen. "Grundstenen" byggende på en mand ved navn Africa Bambaataas tanker om, at skabe et samfund i fuldstændig harmoni. Et kreativt samfund, "Zulunation", hvor alle stridigheder bliver afgjort ved danse- og/eller tegnekonkurrencer. "Alt i hiphop kulturen er konkurrence. Det gælder om at være bedst, hævde sig i forhold til andre og blive et kendt navn," har en graffiti-maler engang sagt. Og så er det da ikke underligt, at graffitien blomstrede sådan. Den havde jo de perfekte vilkår, da motiverne var de samme (getting up - at blive kendt i byen), og så er det jo heller ikke så mærkeligt, at graffiti er en stor del af hiphop kulturen. Pioner - Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på graffitiens kunstneriske værdi. Jeg synes, det er på tide, at de dygtige graffitimalerne, vi har i Danmark, bliver anerkendt for, hvad de faktisk er værd, udtaler Jeppe Westrup fra Graffitigalleriet i sin pressemeddelelse. Han har fulgt graffitiens udvikling i Danmark de seneste syv år og mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før graffitien også finder vej til de etablerede kunstmuseer. Og så må beskueren selv vurdere, om det er kunst der holder, eller om det er et udtryk i tiden, men når gallerier begynder at åbne op og tage provision, så er der i hvert tilfælde penge i det. Malerierne i Graffitigalleriet.dk koster mellem 400,- og 8.000,- kroner. Et andet godt sted at se det flotte håndværk og de finurlige udtryk er på plankeværket bag H.C. Ørstedværket her i København - ned til havnen, eller fra vandsiden. Graffiti-galleriet har til huse på Vesterbrogade 171, København. Læs og se mere på www.graffitigalleriet.dk |
         |
Din Egen Personlige Ordbog - hvad betyder graffiti grafitti graffitti
Beef: Udtrykket bruges om en relation mellem to malere eller to crews, der kan have beef med hinanden, hvilket vil sige, at de fører en slags krig mod hinandens graffiti - dvs, at de capper og streger hinandens ting. Bite: Udtrykket bruges om en relation mellem to malere eller to crews, der kan have beef med hinanden, hvilket vil sige, at de fører en slags krig mod hinandens graffiti - dvs, at de capper og streger hinandens ting. Kopi af en anden skrivers stil/skrift/navn/piece whatever Bomb: At udfylde en mur fra top til tå med graffiti Buffe: Hvis DSB fx, fjerner graffitien med kemiske midler. Lortet skal jo væk! Eller Cap: Dyse låget til spraydåse, den der bestemmer tykkelse og tryk på spray´en der kommer ud. Cappe: At skrive oven i en andens graffitimaleri, for bevidst at ødelægge det. Udtrykket stammer fra den amerikanske dokumentarfilm Style Wars, hvor en graffitimaler ved navn Cap, sætte en ære i, at ødelægge andre graffitimaleres malerier. Def: Totalt, fantastisk, flot, WAUW-agtig graffiti stykke E2E: (fork. for End to end). En togvogn, der er dækket af graffiti fra den ene ende til den anden. End to end: Om måden at male en togvogn på, når den er dækket af graffiti fra den ene ende til den anden. F.eks.: Togvognen blev malet end to end. Fade: At lade farverne glide over i hinanden, på en stilfuld måde selvfølgelig, ikke børne-tværring Graff, Graffiti: Ordet har flere betydninger, men i graffitimiljøet, er det navet på kunstformen, der blev startet i de sorte ghettoer i New York i årene omkring 1970. [Ordet er optaget i Retskrivningsordbogen]. Hall of fame: Stort område, med meget, ofte lovlig, graffiti, hvor man får mulighed for at se en mængde forskellige graffitiartisters kunnen. En slags gadegalleri. Innovation: Din helt egen stilart, du selv opfinder eller får inspiration et andet sted fra - Don´t Copy! Jam: Hvis du improviserer, eller det kan være din gruppe, gang, bande der er dit Jam Kande: Spraydåse. Kaste op: Om det at male throw-ups, f.eks. han var lige nede i yarden og kaste op. King: At total dominere et område med sin graff, så er man King - meget flot titel at have. Lay-up: Rangerområde, hvor toge holder i et kortere stykke tid inden de sættes til at køre en ny tur. Montana: Spansk spraymaling, der er designet specielt til graffiti, En ud af de 2 mest populære spraymærker. Noddy: En virkelig virkelig virkelig virkelig virkelig virkelig virkelig ringe maler Nørrestenbroen: Århus' Hall of Fame gennem mange år. Opkast: Store boble-agtige bogstaver, der kan laves meget hurtigt og fylder meget. Variationer er udfyldte throw-ups og one-liners. Piece: Afledt af ordet masterpiece, mesterværk. Navnet på store farverige graffitimalerier lavet af en person i modsætning til en production, der er lavet af flere personer. Piece book: En skrivers personlige bog, med foto´s, taggs, signaturer han har lavet, eller fået andre til gennem tiden. Denne bog skal IKKE opbevares på ens egen adr, da den kan være meget fældende i en evt. retssag. En uheldig skriver, blev dømt for 400 piece´s udelukkende pga af sin piece-book. Graff-malerens eget forbryderalbum, samlerobjekt, mindebog. Quick.: Norsk spraymaling, med særlig gode egenskaber til graffitimaleri; blev mest brugt i 80'erne og 90'erne.
Ruderidse: Om at ridse sit tag eller sit throw-up i en rude med en sten. Fænomenet sås første gang i Danmark i S-togene, men har bredt sig til glas-busskure, butiksruder m.m. Skriver: Generelt om en person der maler graffiti. Alle Dk´s skrivere fx. Strege: At slå en streg med tush eller spray over en anden graffitimalers tag for bevidst at vise sin foragt for ham. Tag, tags.: mærke; signatur, der skrives af graffitimalere. [Er optaget i Retskrivningsordbogen]. Top-to-Bottom: Graffiti fra top til tå simpelthen, leave no spots;) Throwe op: Om det at male throw-ups, f.eks. han var lige nede i yarden og throwe op. Throw-up: Store boble-agtige bogstaver, der kan laves meget hurtigt og fylder meget. Variationer er udfyldte throw-ups og one-liners. X-Hall: Stort område under banen ved Fuglebakken station på Frederiksberg, hvor der i mange år blev malet meget graffiti. I dag er stedet lavet til en skaterbane, hvor det ikke accepteres, at der males graffiti.
OM STREET ART
af Rasmus Poulsen
Det man normalt kalder for street art eller post-graffiti er en videreudvikling af den traditionelle graffiti, så den skal vi lige have på plads først. Traditionel graffiti opstod i Philadelphia og New York i USA i slutningen af 60'erne. Det begyndte med at nogle unge, fortrinsvis mænd, i byernes fattige kvarterer skrev deres navne eller øgenavne på byens mure og især i undergrundsbanen. Det blev en omfattende trend og for at få ens eget navn til at træde frem imellem alle de andre, begyndte folk at lave bogstaverne større og mere farverige, give dem skygger og tredimensionelle effekter osv. og til sidst kunne et navn fylde hele ydersiden af en togvogn og være pyntet med et helt landskab eller noget lignende. Det så flot ud og har siden bredt sig til hele verden og udviklet sig i alle mulige kunstneriske retninger. Det er altså baggrunden. Og den kunstgenre man kalder for graffiti, defineres normalt som bogstavbaserede billeder lavet med tusch eller spraymaling.
Men graffitien er fortsat med at udvikle sig kunstnerisk. Og en af de senere retninger, som har fået megen opmærksomhed, det er street art.
Med street art mener man som regel al den graffiti der ikke lever op til den normale definition. Graffiti med kridt i stedet for spray. Graffiti uden bogstaver. De mest udbredte former for street art er velsagtens plakater, klistermærker og stencils. Stencil betyder skabelon, og stencil-graffiti er billeder der er skabt ved hjælp af spraymaling igennem en skabelon. Det giver en særlig grafisk effekt og nogle skarpere kanter end de fleste ville kunne lave med en spraydåse alene.
Street art er blevet en meget markant graffiti genre af flere årsager. Dels fordi den er en meget aktiv genre, der tilsyneladende tiltrækker mange nye udøvere og gamle graffitimalere. Og dels fordi det er en mere åben form for graffiti end den traditionelle, som ofte er svær at afkode, læse og forstå. Street art har i modsætning til traditionel graffiti ofte et budskab. Det er gerne humoristisk eller æstetisk lettere fordøjeligt, fordi det tit forestiller en genstand man kender eller en figur, der har personlighed. Det er svært at sige noget generelt om nogen form for graffiti, for det er ikke lavet af nogen fasttømret bevægelse, men bare af en hel masse forskellige mennesker i hele verden, der ikke har stort andet tilfælles end at de laver graffiti og/eller street art. Det er ikke nogen bevægelse.
Men tit er det sådan med street art, at det henvender sig til "almindelige" mennesker. Traditionel graffiti har meget handlet om at skabe sig opmærksomhed internt i graffiti miljøet, men street art'en vil typisk også gerne have opmærksomhed fra alle andre børn og voksne der færdes i gaderne. Denne åbenhed har bl.a. gjort at street art er blevet tildelt en utrolig mængde mediedækning og street art kunstnere har lavet pladecovers, reklamer, musikvideoer, designet sko, skateboards osv. i et større omfang end de traditionelle graffitimalere.
Og det at street art er så kommunikerende, har også motiveret en del graffitimalere til at blive mere bevidste om, hvad de gør med den opmærksomhed, de har tilkæmpet sig. Hvor man i de gamle graffitidage typisk bare ville sige "her var jeg", ser man street art kunstnere udvikle et behov for at formidle en filosofisk tanke, et dilemma, et spørgsmål eller et decideret politisk budskab.
Men street art er stadig en del af graffiti. Og mange værker ligger midt imellem eller lige meget i hver genre. Både street art og graffiti ses i lovlig form i de såkaldte halls of fame og illegalt i deres oprindelige element, altså på gaden.
ÅBN DINE ØJNE KØBENHAVN
Hvis du vil læse lidt mere om dansk street art, er her en artikel som journalist Rasmus Poulsen har skrevet i foråret 2002 for et magasin, der desværre aldrig udkom. God fornøjelse.
Det går amok med den street art for tiden i København. Det er efterhånden blevet en halvfast rutine for mig søndag eftermiddag at cykle en tur i byen og fotografere tømmermændene væk. I dag kostede det 2 og en halv film. Der var kommet nogle mærkelige myrelignende skabninger op med pink og sølv spray i Istedgade. Der var nogle ikonografiske kufferter eller ludertasker med sort tusch på Nørrebro, hvor der traditionen tro også var nye tags af vekslende kvalitet, en Husk Mit Navn jeg ikke havde opdaget, og en varebil som NFE havde været så gavmild at shine op med et throw-up med vinger og flammer. Der var dette nye tags inde i Pisserenden, ligesom tilfældet var på Enghavevej, som var målet med min tur. På vej hjem fra byen i nat stjal nogle nye handstyles opmærksomheden og tiggede om at blive fotograferet i dagslys, inden de bliver gået over eller fjernet. I løbet af de 10 timer der er gået siden da, var der oven i købet kommet nogle velmenende plakater op i samme gade.
Betagelsen står den bevågne bybeboer bi. Men hvis man virkelig skal have det hele med, forslår en cykeltur hver anden uge som en kost i en kornsilo. For det første er man nødt til at tage et meget større område med end midtbyen, da en fabrik på Ama'r sagtens kan byde på en masse stil, som man kun får at se, hvis man med risiko for skuffelse gider tage et sted hen, hvor man absolut ingen business har. Og desuden har ting som plakater og manipulation med reklamer ofte en endnu kortere levetid end almindelig graffiti, bortset selvfølgelig fra graffiti på passagertog. Selv inde i byen er der mange ting man ikke fanger på en cykel. I dag slog jeg knæet, da jeg skulle parkere for at fotografere en Akay plakat som må have gemt sig hidtil. Jeg måtte sætte mig på en trappe og sunde mig, og kun derfor så jeg, at der ved siden af trappen sad en lille hvid kakkel med noget, der med god vilje kunne være bogstaver. Beboerne i kollektivet København personliggør fællesrummet ned i mindste detalje. Der er ingen til at sige, hvad der er godt og skidt, og derfor er det meste selvfølgelig noget lort. Men på den anden side er der jo heller ikke meget sjov ved hvide vægge, røde mursten, grønne el-kasser eller grå skraldespande i sig selv.
Selvom det ofte er øjebæ, er der nu trods alt noget at se på. Og nogle gange er det jo af en kvalitet, som vi faktisk er nogen, der ville købe, hvis det var til salg, og vi havde penge.
I min verden var Freaks Gallerys "telte" det første danske initiativ, til det vi i dag kalder street art, i mangel på et udtryk, der kan siges uden himmelvendte øjne. Jeg ved ikke, hvad de skulle forestille, men for mig lignede de stolper med presenning spændt ud imellem. Freaks Gallery boede den gang i Næstved, hvor han bl.a. havde hængt abstrakte sort/røde plakater op i en parkeringskælder. Det så fucking fedt ud, husker jeg, og fotografierne gi'r mig ret i dag. Han havde også stillet store sprøde billboards op ud til vejen med teksten "Killing Fields" - egentligt bare et crewnavn, men vidste man ikke bedre, kunne det jo også være en sørgmunter kommentar til biltrafikken. Han saboterede valgplakater med egne fotokopierede anti-valgkamps budskaber.
Han stillede forsølvede lokummer op midt på marker og byggepladser til lokalavisens forundring og sikkert mange borgeres fryd. Det var jo ikke graffiti, så der er næppe nogen, der er blevet sure på de lokumer. Så kunne de jo også bare fjerne dem.
Da Freaks Gallery flyttede til København, tror jeg at street art flyttede med. Der har muligvis været noget inden da, men de fleste nævner ham som den første i København til at male figur throw-ups og tagge ord, som ikke var et navn - eksempelvis "Watching You".
"Watching You" tags'ene kom vistnok samtidig med nogle tegninger af overvågningskameraer og politihjelme i sølv og sort spray. Nørrebro lagde facader til, og fulgte man kameraerne og hjelmene ud på Ydre Nørrebro, ville man opdage, at de var en del af udstillingen Word on the Street, som havde samlingspunkt og dokumentationsrum i den gamle BZ bastion i Baldersgade. Graffitimalere som Dais, Mart, Biggs, Hast og Kegr havde sammen med DJ Pladespiller bidraget med bombing, skabeloner, plakater og en installation.
Reklamestandere på togperroner var blevet åbnet og reklamerne skiftet ud med hjemmelavede triptykoner. Reklame papskiltene over vinduerne i S-tog blev pillet ned, vendt om, lavet til fede produktioner og hængt op igen på samme sted. Og med Dais' grafiske stil så det ikke helt usandsynligt ud, at de faktisk skulle hænge der som officiel udsmykning eller for at sælge et eller andet. Der var sat små skilte op i reklameflag og togsæder med sådan en pistol, man bruger til at sætte priser og mærker fat i tøj med. Fantasi og ildhu fejlede ingenting.
Udstillingen var en stor succes både kvalitativt og hvad angår subkulturel modtagelse. Og den blev siden fulgt op med Byen Brænder, som var noget mere omfattende og i endnu større udstrækning omfattede andre udtryk end den street art. Byen Brænder fik en masse opmærksomhed fra medierne og borgerne, og trods det helt åbenlyse bifald af hærværk og civil ulydighed, var medierne mærkværdigvis nærmest udelt positive i deres dækning.
Imellem de to udstillinger skete der også et og andet i gadebilledet, som åbnede almindelige menneskers øjne for fænomenet. "Få Skæg" var en kampagne på Nørrebro med en masse små klistermærker og plakater, som med muntre tusch figurer i børnehøjde formidlede det glade budskab, at "dem med skæg er bedst". Det gik mere eller mindre direkte over i "Husk Mit Navn" kampagnen, der videreudviklede det samme udtryk - humor og sort tusch på papir - men i større målestok og mindre nuttet. Biggs og Den Tyrkiske Prins førte en massiv skabelon- og stickerkampagne i hele byen, som med sloganet "We Love" og diverse stencil slipsemænd gik rent hjem i hiphop miljøet såvel som reklameverdenen. "We Love" logoet ses nu på plakaten for hiphop pladen Nobody Beats the Beats og på væggen bag tatovøren i Carlsberg Hvede tv-reklamen.
I forbindelse med Byen Brænder fik københavnerne sat et navn på fænomenet. De fik lejlighed til at snakke om det, og fire steder i byen kunne de paradoksalt nok gå indenfor og se forskellige varianter af street art. Den største af BB udstillingerne holdt til i udstillingslokalet Under Dybbølsbro og trak publikum fra alle samfundslag og aldersgrupper. Trendspottende modefotografer blandede sig med åndsfriske pensionistpar og kultiverede børnefamilier. Og de så ud til at være enige; We Love!
Imens byen brændte og siden hen, er street art kun blevet mere markant, selvom det stadigvæk langt hen ad vejen er Tordenskjolds soldater der står bag. Letters stiliserede tags og brevikoner, Straight Ups stjerner i parentes, Freaks Gallerys igangværende farvebombardement med linoleumstryk og unionsflag i Christianiafarver, Nuages skyer med meget mere er nu noget folk lægger mærke til, hvor de før åbenbart har formået at ignorere dem i forbindelse med at sortere, hvad der var relevant, og hvad der var irriterende. Før var det noget med tags, som man jo ikke ku' li'. Nu er det en ny og spændende kunstform.
Og det kan ses. Performance kunstneren Signa Sørensen har kørt en massiv skabelon kampagne for værket "Nika Is Dead". Den nye plade med svenske Hellacopters er blevet lanceret med en sticker- og plakatkampagne med nogle tordenskyer ikke helt ulig dem, som Kegr lavede for mange år siden, og som stadig kan ses mellem Dybbølsbro og Hovedbanen. Gule spray cirkler reklamerer for Globale Rødders Tolkien ad-buster aktioner under topmødet (www.lott.dk). Og der er folk, som er begyndt at cykle ud i skumringstimen med en vandforstøver og nøjsomt pille Husk Mit Navn plakater ned, for at hænge dem op hjemme i stuen (hvad ikke bifaldes af kunstneren selv, skulle jeg hilse og sige).
Folk, for hvem graffiti har været et ugæstfrit og regelbundet fænomen, har nu tilsyneladende fået selvtillid til at skrive og male og klistre op. Nogle har valgt at efterligne det eksisterende, som fx Prototybe, der har lange øjne til Husk Mit Navn. Andre har lavet en skabelon og så ikke tænkt så meget mere over det. Og så er der dem, der bare har valgt at tagge det mest banale, de kunne komme i tanke om.
Det er gået op for folk, at graffiti er folkekunst uden censur. I gaderne er der ikke kun nogen der må male - der er ingen, der må. Mere demokratisk bliver det ikke. Og det er jo pudsigt. For noget af det friske ved graffiti er netop, at det tiltrækker folk, som ganske givet aldrig har tænkt på sig selv som kunstnere, men som udtrykker sig af mange andre årsager, som fx status i en subkultur, opmærksomhed fra pigerne eller drengene, for spændingens skyld, som politisk aktion eller bare som en fase af de lovbrud, der nu en gang hører sig til i en sund og naturlig læringsproces fra barn til teenager og videre derfra.
Men allerede inden Byen Brænder var der folk uden tilknytning til graffiti, som var begyndt at præge gadebilledet. De vittige og populære "Bille-tomat" klistermærker er mig bekendt lavet af en fyr, der ikke har noget med graffiti at gøre. Og det samme gælder de A4 sider med tekster som "Jeg vil ikke Lyve" og "Ærlig", som har siddet fast med tape på Nørreport Station og i Høje Gladsaxe. De bliver sat op af en berejst midaldrende mand, kunne man høre i radioprogrammet Det Elektriske Barometer på P3. En lytter havde mødt ham i færd med at klistre op, og hun skrev til programmet om, hvordan han havde forklaret, at han havde lært ude i den store verden, at positive budskaber kan modvirke sygdom og dårskab. Og i Høje Gladsaxes beton bor der mange stakkels mennesker, som han så prøvede at hjælpe. Radiolytteren var blevet så imponeret, at hun selv var begyndt at fyre op, hvad der siden bredte sig via radioen til andre unge rundt i landet.
Københavns street art scene er på sit hidtil største og lader ikke noget tilbage at misunde andre europæiske storbyer. Street art scenen i København er da også allerede blevet fejret i New York's mest velestimerede graffitimagasin Mass Appeal, Tysklands ditto Backjumps, det progressive internationale livsstils magasin LoDown, modebladet Street Fashion fra Østrig og på udstillingen Ask For Trouble i Berlin kun med danske kunstnere (Itso, Freaks Gallary og Husk Mit Navn).
Men som mange skrivere mavesurt har bemærket, så har det efterhånden ikke en skid med graffiti at gøre. Og rigtigt nok så er meget af street art både fimset og letkøbt og i det hele taget den diametrale modsætning til fresh. Men hvis man ikke selv maler graffiti og måske ikke kører så meget med toget, så er man glad for det, man får at se på. Og der er jo også mange graffitimalere, som ikke kan male graffiti.
"Men hvor kommer det hele fra?" kunne man spørge sig selv, hvis man var blevet bedt om det. Det er jo oplagt at pege på Keith Haring, Jean-Michelle Basquiat og velsagtens Andy Warhol. Men skal vi ikke lade være med det og bare sige, at der nok altid har været nogen, der en gang imellem kommer i tanke om, at det er sjovt at tegne konturerne op på skiltenes skygger, lave ansigt på parkeringsautomaten og de udødelige skæg, briller og evt. pik på reklame modellerne. Det blev til tags, udfyld, skygger, pieces, wholecars osv. i kampen om opmærksomheden. Nye idéer er et blikfang i sig selv og ad omveje forbi fotokopierede sofaer og faststøbte kakler, er vi nu tilbage ved tændstikmænd og vinger på postkassen. Det blomstrer som aldrig før, og selvom det visner, vil det næppe nogensinde dø. Så gør, som der står med kridt ved Skt. Hans Torv, "åben dine øjne" og nyd det, der gror i din jungle i stedet for at være sur på det.
Et Tag er den mest simple form for graffiti. Et tag kan laves med spraymaling, tusch, pensel, kridt, eller hvad man ellers kan finde på (materialet er underordnet). Tuscher og spraymaling er dog langt mest udbredt. Et tag kan være mange ting, som f.eks. personens "graffiti-navn"(one), eller personens gruppe (crew), og bliver mest praktiseret ulovligt. Et tag fungerer altså som signatur for graffitimaleren, både i sin egen form, som ulovlig graffiti, og som decideret "underskrift" på de større værker der bliver malet (lovligt eller ulovligt).
Senere begyndte man ligeledes at "tagge" med spraymaling, da tag med tusch hurtigt blev for kedeligt i sig selv.
Navnet "tag" kommer af graffitimaleren TAKI 183's navn. TAKI var en af de første kendte graffitimalere. Han gjorde opmærksom på sig selv, ved at skrive sit navn(one) over alt i New Yorks gader, i slutningen af 60'erne - starten af 70'erne.
21. Juli 1971 udgav New York Times et interview med TAKI 183. I løbet af få måneder blev "tagging" meget udbredt.
TAKI er en forkortelse af navnet Panayiotakis, og 183 er hans gade-nummer (183th street)
Graffiti er en kunstform udført med spraymaling på store flader som vægge eller mure. Nogle graffitimalere vælger at male deres "pieces" (malerier) eller deres "tags" (personlige underskrift) i det offentlige rum, hvor det principielt er ulovligt, hvilket for nogle er med til at give et adrenalin-kick.
Den ulovlige del af graffitien er elsket og hadet, og de fleste lande har lovgivning indenfor området, og strafferammerne i Danmark er meget strenge og med en politik kaldet nul-tolerance-politikken kan graffitimalere taget i deres ugerning blive fængselssat eller bødetakseret alt efter størrelsen af deres forbrydelse. Selve udtryksformen graffiti er ikke nødvendigvis noget, der skal forbindes med værende ulovlig. Der er flere steder plader og mure, hvor malere kan slå sig løs uden at måtte bøde for det ved straffeloven.
Interview med graffiti-legenden Terrible T-Kid 170
I disse tider, hvor fokus er så massivt på rap, glemmer man næsten, at hiphop-kulturen består af fire elementer. Et af disse elementer er som bekendt graffiti. Som udtryksform har graffiti efterhånden over tredive år på bagen, og går således forud for både rap, b-boying og dj-ing.
Graffiti er som udtryksform stadig utrolig populær, til trods for kriminaliseringen af kunstformen. For paradoksalt nok, så samtidigt med, at graffiti og street art bevæger sig ind på de statsstøttede museer, så bekæmpes den samtidigt af de offentlige myndigheder med et nul tolerance-strategi!
Når graffiti de til tider ret trange kår til trods efterhånden er blevet anerkendt som kunstform, så skyldes det ikke mindst af nogle af de malere, som har været med til at udvikle graffiti til en kunstform, der fortjener anerkendelse og respekt. Blandt disse finder man Julius Cavero, bedre kendt som Terrible T-Kid 170.
T-Kid 170 voksede op i South Bronx, New York i 1970´erne og begyndte allerede at male som 13-årig. Hurtigt markerede T-Kid sig som en mester i stil, og sammen med andre legendariske malere fra denne tid var han med til at udvikle graffiti fra dens tidlige, primitive udtryk til en mere sofistikeret kunstform. Med hans innovative brug af farver og farvekombinationer kombineret med en exceptionel og konstant udviklende stil og fascinerende figurer var T-Kid 170 med til at flytte grænserne for graffitiens visuelle udtryk. Dette gjorde ham til et forbillede for en hel generation af graffitimalere fra hele verden - en status som T-Kid 170 beholder den dag i dag, hvor han sine 42 år til trods stadig er en aktiv graffitimaler.
T-Kid 170 har netop udgivet bogen The Nasty – Terrible T-Kid 170. Bogen er et tilbageblik på hans liv og karriere som graffitimaler, og skildrer T-Kids personlige og kunstneriske opvækst og udvikling.
Du har netop udgivet bogen The Nasty – Terrible T-Kid 170, en slags retrospektivt blik på dit liv og karriere. Hvordan var det at se tilbage på dit liv og din kunst?
Terrible T-Kid 170: Det var lidt hårdt at gå tilbage og prøve at skrive om mit liv. Jeg kiggede på det fra et neutralt perspektiv, og der var en masse ved mit liv, som jeg måske ikke ønskede at afsløre. Men for at lade læserne vide, hvad der fik mig til at lave graffiti, så var det vigtigt at åbne op for mine oplevelser og dele dem med læserne, så de kunne se, hvad for en rejse mit liv har været, og hvordan alle disse oplevelser inspirerede mig til at udtrykke mig i kunstformen graffiti. Det var interessant at se mig selv i sort/hvid og endelig at forstå, hvad der drev mig til at blive en mester af stil. For at besvare dit spørgsmål, så var det en opvågnen for mig.
Har dette retrospektive blik ændret din opfattelse af dig selv som kunstner (og/eller som menneske)?
Terrible T-Kid 170: Jeg indså, at jeg ikke var så fantastisk, som jeg troede jeg var. Jeg havde ikke alle svarene og til tider var jeg for stolt til at stille spørgsmålene. Jeg ledte efter noget, måske et sted at høre til, en familie udover mine forældre. Jeg mener, jeg voksede op i et splittet hjem. Jeg har indset, at jeg er et produkt af mine omgivelser; Gaden opdragede mig med den moral min far lærte mig og den kærlighed og passion min mor gav mig. Men overlevelse var mit stærkeste instinkt. Og alt dette er det, som flyder i mine årer og afslører sig selv gennem min graffitikunst.
Hvad var det mest spændende ved at lave The Nasty - Terrible T-Kid 170?
Terrible T-Kid 170: Altså, det var noget af en oplevelse at finde ud af, hvem dine venner virkelig er. At få lorteundskyldninger fra venner jeg vidste, havde billeder af mine fede ting var en rå opvågnen, om end forventet. At få billeder og detaljer om mit liv, som jeg havde glemt eller fortrængt var en velsignelse, når jeg så det var personer fra min fortid, som jeg havde udsat for overgreb, der meldte sig til at hjælpe mig. Livet er fuldt af ironi. Det er vel det, som er så spændende ved mit liv og at ved at skrive denne bog.
For dig, har graffiti da altid handlet om det kunstneriske udtryk eller havde du også idealistiske motiver som fx oprør mod samfundet og generobring af det offentlige rum? Terrible T-Kid 170: Selvfølgelig handlede det om oprør. Jeg var ikke glad for mine omgivelser og den måde, hvorpå det amerikanske samfund behandlede min kultur (hispanic) dengang. Så naturligvis bombede jeg offentlige steder, men når jeg nåede frem til undergrundsbanen, så indtraf feberen og så handlede det om mit navn og om at lade hele New York vide, hvem jeg var.
Du skriver i din nyligt udgivne bog, at du dengang var inspireret af musik (salsa, R&B og motown). Hvordan kom denne inspiration til udtryk?
Terrible T-Kid 170: Min homeboy Padre2 sagde til mig, at jeg skulle give mine pieces rytme, og jeg gav dem den rytme jeg havde i min sjæl. Det var R&B, soul og salsarytmer. Det var meget nemt at lytte til Tito Puente eller the Fania Allstars eller James Brown og lave et piece, der bevægede sig som et beat fra den musik.
Hvad var dine andre inspirationskilder?
Terrible T-Kid 170: Andre malere også. Såsom Padre2, Noc167, 2Bad, Part2, Riff170. Mit humør var helt sikkert noget, som havde indflydelse på mit valg af farver.
Hvad er den største gave eller belønning graffiti nogensinde har givet dig?
Terrible T-Kid 170: At se graffiti blive del af en kultur, der langsomt spredte sig over hele verden. Og at blive taget vel imod af alle de nye og unge mennesker, der har fundet graffiti som en positiv måde at udtrykke sig på, og at blive anerkendt som en pioner inden for denne kultur. En der har overlevet tiden og stadig har en masse at tilbyde, såvel som at lære fra sig og lære af denne nye generation af graffitimalere.
Hvilke yngre malere beundrer du, og hvad føler du, at du kan lære af dem?
Terrible T-Kid 170: Jeg må indrømme, at jeg beundrer malere som Alex fra The M.A.C. crew og Le club. Det denne knægt kan med spraymaling er utroligt. Han er en realistisk maler. Jeg er sikker på, at han ikke er den eneste som kan dette, men han er den, som jeg er blevet gjort opmærksom på for tiden. Når det kommer til stilen på bogstaver, så kan jeg godt lide folkene fra Berlin. De har en dope stil, hvilket også Bates fra København har. Jeg har set ham male, og jeg beundrer hans ihærdighed, hvad angår perfektionisme.
Det lyder som om, du godt kan lide at videregive din viden til den yngre generation. Er du for tiden involveret i nogen projekter, der giver dig mulighed for dette?
Terrible T-Kid 170: Det eneste jeg kan sige angående dette spørgsmål på nuværende tidspunkt er, at når jeg maler en mur, så vil alle dem der kommer for at se mig få en times undervisning i NYC-style graffiti.
Er der noget du fortryder ikke at have gjort kunstnerisk, måske et bestemt piece du aldrig fik gjort færdigt eller fik mulighed for at lave?
Terrible T-Kid 170: Jeg beklager aldrig at have set en whole car kaldt ”Tales of the Ghost Part 1”, som Mack, Cem og jeg lavede. Denne vogn blev renset før den forlod the Ghost Yard (legendarisk rangerterræn på Upper Manhatten, red.). Jeg beklager også ikke at have kunnet færdiggøre et piece jeg startede i Bordeaux i Frankrig fornyelig. De forpulede strømere kom og stoppede os i at male en mur, som vi troede var lovlig. De tog os med på stationen, men lod os gå, da det gik op for dem, at vi faktisk var ved at forbedre muren.
Har du en erindring om det øjeblik, hvor du var mest stolt af at være grafftimaler?
Terrible T-Kid 170: Åh ja. Det var det øjeblik hvor borgmester Bloomberg (borgmester i New York City, red.) inddrog en tilladelse til at holde et graffiti block party i New York sidste sommer, som var blevet udstedt til Marc Ecko. Bloomberg inddrog den efter at have modtaget et memo fra en eller anden smålig rådmand ved navn Peter Valone, der forsøgte at vende den offentlige mening mod graffiti i et forsøg på at bygge en platform at blive genvalgt på. Dette memo fortalte borgmester Bloomberg, at Marc Ecko skabte 10 undergrundsvogne til graffitimalere at male på live foran tusindvis af unge. Han fremførte det argument, at dette projekt ville opildne alle disse unge til at gå ud og male rigtige undergrundsvogne. Nuvel, Marc stillede byen for retten for at få den tilladelse igen, som allerede var blevet givet til ham. Jeg var til stede i retssalen, da dommeren fortalte den advokat, som repræsenterede borgmesteren og byen New York, at hvis Shakespeare ville opføre en live forestilling af Hamlet i New Yorks gader, ville det så inspirere folk til at gå ud og myrde de personer, som havde gjort dem uret? Selvfølgelig ikke! Og dermed fik Marc Ecko sin tilladelse tilbage og block party´et blev afholdt til glæde for tusindvis af mennesker, unge som gamle, der endelig fik lov til at se graffiti malet live på efterligninger af undergrundsvogne. At gå ud af den retssal og endelig forstå mine ”first amendment”-rettigheder til frihed til at udtrykke sig var mit stoltest graffiti-øjeblik nogensinde.
Hvis du fik valget, hvad ville du så helst - male en ulovlig eller en lovlig togvogn? Og hvorfor?
Terrible T-Kid 170: Jeg må sige, at jeg har gjort begge dele. En lovlig undergrundsvogn som Marc Ecko hookede mig op med - og det var en god oplevelse at male den live foran unge, som aldrig havde set graffiti på en NYC undergrundsvogn før. Men jeg må indrømme, at den følelse jeg fik ved at male ulovlige toge tilbage i dagene var den mest oplivende følelse, jeg nogensinde har oplevet. Spændingen ved risikoen for at blive snuppet, lyden af togenes motorer der startes og slukkes, lugten af undergrundstunnelerne, hvor de tog som ikke var i drift holdt. Hvordan kan jeg beskrive det? Åh jo – hvilket rush!!!
Synes du, at der er en forskel i det kunstneriske udtryk mellem et lovligt piece lavet i fred og ro, og et piece lavet under pres?
Terrible T-Kid 170: Selvfølgelig! Da jeg lavede ulovligt lort, gjorde jeg det på flugt. Derfor lavede jeg, hvad jeg havde i hovedet, og hvad jeg følte for på det tidspunkt. Ingen udkast, ingen planlægning, bare handling. Ægte selvudtryk. Lovlige mure på den anden side er mere tamme. Der går overvejelser ind i det og planlægning, så det ender med, at du tager noget fra dig selv for at gøre dem, du maler sammen med tilfredse.
Synes du, at graffiti hører hjemme på gallerier og museer, eller skal det blive i gaderne?
Terrible T-Kid 170: Selvfølgelig hører det hjemme på museer. Graffiti er menneskets ældste kunstform. Det er den kilde, hvorfra alt kunst kom. Bare spørg enhver arkæolog, der har gravet en hule fri og fundet et tag, der siger ”Ugh var her”. Men seriøst, folk har udtrykt sig gennem graffiti siden civilisationens begyndelse. Bare spørg grækerne, romerne eller enhver anden civilisation, der har eksisteret siden begyndelsen. Graffiti er en kunst, som kom fra gaderne og vil forblive i gaderne længe efter den fine kunst er blevet til støv fra tiden. Du vil altid kunne finde et kælenavn, som er blevet indgraveret i eller malet på en væg eller en slags overflade på en gade, bus, tog eller sten. Det er graffitiens tro.
Hvad er efter din mening den mest spændende udvikling, som er sket i de seneste par år inden for graffiti eller hiphop-kulturen?
Terrible T-Kid 170: Jeg har set graffiti hæve sig op fra at være gadekriminalitet til at være fejret på gallerier over hele verden. At blive anerkendt som en stemme fra en gadekultur, der ikke kunne gøres tavs. Og at være blevet en af de største kulturer, der nogensinde har fejet over verden. HIPHOP! You don´t stop.
Hvilke udfordringer er der tilbage for dig, kunstnerisk og generelt?
Terrible T-Kid 170: At få et af mine lærreder hængt op i MOMA (Museum of Modern Art, New York, red.), at male et R17-tog og få det udstillet på NYC Transit Museum, og at nyde fred og ro i mit resterende liv.
Hvad er der så specielt ved R17-togene? Og er det vigtigt for dig at blive anerkendt som en kunstner af den etablerede kunstverden?
Terrible T-Kid 170: R17 er specielle for mig, fordi de var de originale røde toge, før de blev malet sølv med den blå stribe tidligt i 70´erne. Disse er mine favorit-toge at male. Hvad angår at blive anerkendt af den etablerede kunstverden, så er det ikke vigtigt for mig. Jeg er en kunstner, og de som ser min kunst kan se, at jeg er en kunstner og vil blive husket i historien som en graffitikunstner! Ikke en graffitikunstner, som opgav graffiti for at blive kunstner! Tak. Peace!
http://www.domicil.dk
http://www.termofotograferinger.dk
http://www.termografier.dk
http://www.blowerdoors.dk
http://www.blower-doors.dk
http://www.golden9.dk
http://www.grafixico.dk
http://www.graffitigalleriet.dk
http://www.graffittigalleriet.dk
http://www.grafittigalleriet.dk
http://www.domicil-danmark.dk
http://www.domicil-tilstandsrapporter.dk
http://www.domicil-tilstandsrapport.dk
http://www.domicil-energimaerker.dk
http://www.domicil-energimaerke.dk
http://www.domicil-koeberraadgivning.dk
http://www.domicil-bygningssagkyndig.dk
http://www.domicil-byggesagkyndig.dk
http://www.domicil-erhvervsejendomme.dk
http://www.domicil-erhvervslejemaal.dk
http://www.domicil-boliger.dk